Bornholm er kendt for rundkirkerne, maden, sproget og ikke mindst naturen. En af de bedste måder at se Bornholm på er ved at være aktiv og derfor har jeg samlet tre af de bedste aktiviteter jeg har prøvet på øen.
Se Bornholm fra søsiden i havkajak
En af de smukkeste steder at beundre Bornholms natur er fra søsiden og har du ikke lige en båd er den letteste og billigste måde at gøre det på ved at tage en havkajak. Firmaet Havkajak Bornholm giver dig både mulighed for at tage med på guidede ture (Anbefalet hvis du er nybegynder) eller selv leje.
Jeg er langt fra eksperter i havkajakker, men jeg har været med på et par forskellige ture og nyder det hver gang.
Klatring på de Bornholmske klipper
Denne aktivitet er nok min personlige favorit, for hvis den bedste måde at se de særprægede klipper på Bornholm ikke er at klatre på dem, ja så ved jeg ikke hvad der er.
Selve klatringen foregår hos Bornholms Outdoorcenter og priserne er rimelige. Jeg betalte selv 349,- for 3 timers klatring sidst jeg prøvede det.
Faktisk er Bornholm det eneste sted i Danmark du kan klarte på klipper og der er muligheder for både nybegyndere som øvede.
Gratis vandreture på Bornholm
Det er gratis og så er det en af de bedste måder at nyde Bornholm på, nemlig at vandre rundt på øen. Der er en kyststi hele vejen rundt, hvor du kan vælge at gå alle 120km eller bare dele af den. Med gratis shelters, private der tilbyder at du kan slå telt op billigt, campingpladser, vandrehjem og hoteller er der rig mulighed for at tage turen på alle budgetter. Vil du hele vejen rundt tager det normalt 4-7 dage, men det er også let bare at vælge en del af ruten og så tage en cirkel rundt lidt ind på øen.
Et lille tip er at starte med at tage natfærgen fra Køge, så ankommer du frisk og veludhvilet om morgenen og kan begynde turen.